Mandag den 30. september genlancerer Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab i samarbejde med Digitaliseringsstyrelsen, KL, Danske Regioner, politiet, Skattestyrelsen, Forbrugerrådet Tænk og Det Kriminalpræventive Råd en større kampagne om identitetstyveri målrettet borgere. Kampagnen er en fortsættelse af de to sidste års indsatser.
Kampagnen lanceres i forbindelse med National Cybersikkerhedsmåned i oktober måned og skal hjælpe borgere til bedre at kunne passe på deres personlige oplysninger og undgå identitetstyveri.
Materialepakken bliver løbende opdateret her på siden frem mod den 30. september. Materialerne må bruges frem til den 1. november 2024.
Vigtig huskeregel som hovedbudskab
Hovedbudskabet i kampagnen er ”Banker og offentlige myndigheder vil ikke uopfordret bede dig om at overføre penge eller om dine personlige oplysninger over mail, SMS eller opkald”.
Digitale svindlere udgiver sig ofte for at være fra banken eller en myndighed, når de forsøger at lokke personlige oplysninger ud af borgere. Svindlerne kan virke troværdige og være svære at gennemskue. Derfor er budskabet en god huskeregel, der kan hjælpe borgere med at undgå at få stjålet og misbrugt deres digitale identitet.
Kampagnens indhold
Kampagnen indeholder i alt 4 film: to korte film og to lidt længere film, begge med Bodil Jørgensen som frontfigur. Herudover finder I nye træningselementer til sociale medier, film til brug på info- eller pauseskærme, billeder og plakater. Som noget nyt finder I også tre memes, som er målrettet den unge målgruppe i alderen 18-34 år. Budskaberne vil blive udbredt via Facebook, Instagram, Snapchat, webTV, bannerannoncer på sites og Google Search Ads.
Kampagnens offentlige landing page må I meget gerne dele eksternt. Her finder I blandt andet kampagnens film, quiz, gode råd og andet.
Læs mere og se de forskellige kampagneelementer på kampagnesiden
Spred budskabet
Vi håber, at I vil hjælpe med at sprede indholdet og budskabet på jeres kanaler. I er velkomne til at bruge nedenstående forslag til tekster, som de er eller tilpasse dem til jeres egne kanaler og målgrupper. Der vil i kampagneperioden løbende blive lavet opslag på Sikkerdigitals Facebookside, hvor I også kan dele fra.
Hent materialerne
Materialerne kan downloades som zip-filer, via menuen nedenfor. Når du henter en zip-film, hentes en mappe med indhold til din mappe med hentede filer. Nedenfor findes også et skema med forslag til deling af kampagnematerialerne på sociale medier.