Undgå snyd med Mobilepay

Misbrug af MobilePay sker sjældent, men kan typisk forekomme, hvis du aflures personlige oplysninger. Det kan også være, at du lokkes til at betale for en vare, som du aldrig modtager.

MobilePay er Danmarks mest benyttede app til betalinger. App’en gør det muligt at foretage lette betalinger til private, butikker og ved køb på nettet. Det er dog vigtigt, at du passer lige så godt på din MobilePay-adgang som dit betalingskort.

Enkle forholdsregler og ekstra sikkerhed

Lad derfor være med at udlevere din telefon til folk, du ikke kender. Og sørg altid for at holde din MobilePay-kode og dit CPR-nummer skjult. På samme måde bør du aldrig dele koder til MobilePay. Hvis du f.eks. skal lægge et nyt kort ind i MobilePay, så får du som ekstra sikkerhed sendt en sekscifret kode som SMS. Vis den ikke til nogen.

MobilePay er sikkert at bruge, når du følger disse råd:

  • Overfør ikke penge til folk, du møder tilfældigt på gaden
  • Modtag ikke penge på gaden fra tilfældige folk, du ikke kender. Det kan være en del af et snedigt forsøg på at aflure dine oplysninger eller at vaske sorte penge hvide.
  • Brug altid MobilePay, når du handler brugt. Det anbefaler Det Kriminalpræventive Råd. Dermed vil du typisk undgå uforvarende at købe stjålne varer og deltage i hæleri.
  • Betal aldrig penge forud for en vare, hvis sælgeren er en privatperson, du ikke kender
  • Tjek også ved handel på nettet, at det er en troværdig webshop, du handler hos.