Beskyt din digitale identitet

Du kan beskytte din digitale identitet ved at være opmærksom på at beskytte dine data og enheder i hverdagen.

I 2017 ramte identitetstyveri ifølge Det Kriminalpræventive Råd 38.500 personer. Risikoen for at blive udsat for identitetstyveri er således ikke så stor, men det er ubehageligt for dem, det går ud over. Identitetstyveri kan bl.a. medføre misbrug af personnumre, pinkoder og data fra betalingskort, hvilket fx kan betyde, at andre køber varer og opretter abonnementer mm i ens navn.

Sådan beskytter du din digitale identitet

Det Kriminalpræventive Råd har samlet en række gode råd til, hvordan man kan beskytte sin digitale identitet i hverdagen.

  • Send aldrig fortrolige oplysninger i åbne emails og giv aldrig fortrolige og personlige oplysninger på sociale medier.
  • Knyt dit telefonnummer til din emailkonto. På den måde øger du sikkerheden betydeligt.
  • Tænk over, om de oplysninger du lægger på nettet, kan misbruges. Det kan fx. være fortrolige oplysninger i et åbent CV.
  • Log af. Hvis du tjekker mail eller profil på sociale medier på offentlige computere, skal du huske at logge af og slette browserens historik, før du forlader computeren.
  • Indsæt en kreditadvarsel på dit CPR-nummer, så virksomheder kan få en advarsel, hvis nogen forsøger at låne penge ved at bruge CPR-nummeret. Advarslen kan være relevant, hvis du fx har mistet dit pas, sundhedskort eller kørekort og er bekymret for, at det kan blive misbrugt.
    Få hjælp til, hvordan du opretter en kreditadvarsel på borger.dk
  • Tjek dit papiraffald. Undlad at smide papirer med personlige oplysninger i skraldespanden eller affaldscontainerne, før du har revet papirerne itu eller overstreget de personlige oplysninger først.
  • Beskyt din pc, tablet eller computer med et sikkert kodeord.
  • Skift jævnligt dine kodeord. Dine kodeord bør være på 12 tegn eller derover. Alternativt kan du bruge to-faktorlogin eller passwordmanager.
  • Hold dine enheder opdateret og brug både antivirusprogram og firewall.
  • Krypter dit trådløse netværk hjemme. Se, hvordan du gør i brugsvejledningen til din trådløse router, eller kontakt din internetudbyder.