Forebyg identitetstyveri med en kreditadvarsel

Du kan selv gøre det sværere for identitetstyve at misbruge dit CPR-nummer eller pas. Det kræver bare, at du opretter en kreditadvarsel.

Identitetstyve er kriminelle, som misbruger dine personlige oplysninger til for eksempel at optage forbrugslån i dit navn. Hvis du har mistet dit pas, kørekort eller sundhedskort, er der en risiko for, at identitetstyve kan misbruge din identitet.

Du kan selv gøre det sværere for identitetstyve at misbruge din identitet, hvis du har mistanke om, at det kan ske. Det gælder også, hvis du allerede har oplevet, at andre har stiftet gæld, oprettet abonnementer eller købt varer i dit navn og ønsker at forhindre, at det sker igen. Det gør du ved at oprette en kreditadvarsel.

Opret en kreditadvarsel

På borger.dk kan du oprette en kreditadvarsel i CPR-registreret. En kreditadvarsel vil være et signal til banker og virksomheder om, at de skal være særlig opmærksomme med identitetskontrol, før de yder lån eller kredit.

Det er frivilligt for banker og virksomheder, om de tjekker CPR-registeret for kreditadvarsler. Men mange virksomheder tjekker registeret, inden de eksempelvis yder et forbrugslån.

Sådan opretter du en kreditadvarsel

  • Gå ind på borger.dk-siden om kreditadvarsel
  • Tryk “Start” i feltet “Indsæt eller fjern markering om kreditadvarsel i CPR”
  • Log ind med NemID
  • Følg vejledningen
  • Hvis du senere vil slette kreditadvarslen, skal du logge ind samme sted og slette markeringen om kreditadvarsel.