Har du været udsat for digital sexkrænkelse?

Har du været udsat for, at andre – uden din tilladelse – har delt billeder eller videoer, hvor du optræder nøgen eller i en seksuel situation?

Hvad er en digital sexkrænkelse?

En digital sexkrænkelse er typisk en handling, hvor nøgenbilleder eller video/billeder af seksuel karakter bliver delt eller offentliggjort uden tilladelse fra den afbildede person. Billederne og videoerne deles typisk ofte via internettet, mobiltelefoner m.v.

Hvordan skal du anmelde en digital sexkrænkelse til politiet?

En digital sexkrænkelse er strafbar og efterforskes af politiet. Politiet opfordrer alle, der har været udsat for en digital sexkrænkelse til at anmelde det.

Du kan anmelde en digital sexkrænkelse ved at møde op på din lokale politistation, ved at kontakte politiet på 114 eller ved at foretage anmeldelse her på hjemmesiden. Hvis du henvender dig på din lokale politistation, sørger politiet for, at du kan indgive din anmeldelse under diskrete rammer.

Se oplysninger om den nærmeste politiekspedition på 

Politikredsenes hjemmesider

Hvilke oplysninger skal politiet bruge?

Det kan være afgørende for behandlingen af din anmeldelse, at den digitale sexkrænkelse kan dokumenteres. Det hjælper politiet til at afdække, hvad der konkret er sket, og hvilke af straffelovens bestemmelser, der kan være overtrådt. Det er politiets ansvar at dokumentere det strafbare forhold.

Politiet vil derfor i videst muligt omfang sikre beviser til sagen. Dette vil ske i forbindelse med modtagelsen af anmeldelsen eller snarest muligt efterfølgende. Dog kan billeder og videoer på internettet sommetider være flygtige og dermed være forsvundet, når politiet vil sikre materialet. Du kan derfor hjælpe politiet ved at downloade eller tage screenshots af det krænkende materiale på den hjemmeside, hvor du er afbilledet på.

Læs hvordan du kan hjælpe politiet med at sikre beviser på

Politiets vejledning om downloads og screenshots

Fjernelse af det krænkende materiale

Når politiet har modtaget din anmeldelse, starter den egentlige sagsbehandling, hvor politiet vil foretage de efterforskningsskridt, der er nødvendige for at belyse sagen.

Politiet vil også hjælpe dig med at få fjernet det krænkende materiale. Politiet tager derfor på dine vegne kontakt til den eller de internetplatform(e), hvor det krænkende materiale befinder sig, beder om, at materialet bliver fjernet, og at platformen i muligt omfang sikrer data om den person, som har uploadet materialet.

De fleste etablerede platforme er som regel villige til at efterkomme politiets anmodninger. Erfaringen viser dog, at der også er platforme, som det kan være svært at få etableret kontakt til. Der er desuden tilfælde, hvor det ikke er muligt for politiet at få fjernet det krænkende materiale, f.eks. fordi indholdet ikke er ulovligt i det land, hvor internetplatformen er hjemmehørende. Der kan også være tilfælde, hvor politiet kun kan rette henvendelse til internetplatformen gennem internationalt retshjælpssamarbejde. I disse tilfælde kan der desværre forekomme længere sagsbehandlingstid.

Det følger af databeskyttelsesreglerne, at du har ret til at anmode søgemaskiner (f.eks. Google, Bing, Yahoo mv.) om at få fjernet søgeresultater, som fremkommer ved søgning på dit navn eller lignende (også kaldet ’afindeksering’). Det hjælper politiet dig med, når du anmelder en sag om digitale sexkrænkelser til politiet. På den måde kan du få fjernet henvisninger til krænkende billeder eller videoer af dig, som er forbundet med dit navn.

Mere information

Læs mere om offerrådgivning, mulighederne for erstatning og bistandsadvokat på

Politiets hjemmeside