Spot en fupbutik

Fupbutikker kan til forveksling ligne rigtige internetbutikker, og det kan være svært at gennemskue, hvilke butikker der er den ægte vare.

Heldigvis er de fleste fupbutikker nemme at spotte, hvis du ved, hvad du skal kigge efter.

Tjek webadressen og "Om os"

Tjek altid, om internetbutikkens webadresse passer til det, internetbutikken sælger. Rigtige butikker har som regel meget simple webadresser – ofte er det kun butikkens navn. Fupbutikkers webadresser er ofte længere og/eller har ikke nogen sammenhæng med de varer, der sælges i butikken.

Undersøg “Om os”-siden. Rigtige butikker har ofte en fortælling om sig selv, deres historie og værdier. Det bruger fupbutikker sjældent energi på. Hvis fupbutikken har en “Om os”-side indeholder den tit stavefejl og er dårligt oversat til dansk.

Er tilbuddet for godt til at være sandt?

Fupbutikker sælger ofte varerne meget billigt. Hvis varerne er betragteligt billigere end andre steder, kan det være et tegn på, at varerne er kopivarer, eller at du aldrig modtager varen.

På forbrug.dk, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen står bag, kan du læse mere om dine muligheder for at få tilbageført pengene af banken, hvis varen ikke dukker op, eller du får leveret en forkert vare.

Læs mere om dine muligheder på forbrug.dk

Hvis du handler på sider, der udgiver sig for at være danske, skal du kigge efter det 8-cifrede CVR-nummer og evt. e-mærket, der garanterer danske forbrugere sikker nethandel.