Annoncering baseret på lokation

De sociale medier bruger din lokation til at målrette annoncer og budskaber mere præcist. Overvej, om du vil begrænse deres adgang til din lokation.

Sociale medier samler information om, hvor du befinder dig via din telefon, hvis du er logget ind via en app eller en browser. Det sker også, selvom du forlader Facebook-appen. Når du bruger sociale medier på din computer, kan de se, hvor du befinder dig, og hvilken computer du benytter.

Vælg om sociale medier må følge din lokation på telefonen 

Facebook: 

Du kan ikke undgå, at Facebook indsamler information om din lokation via din computer, men du kan sørge for, at Facebook ikke får information via din telefon. Det gør du sådan her:

  • Tryk på de tre streger i din Facebook-app.
  • Tryk på “Indstillinger og privatindstillinger”.
  • Tryk på “Genveje til privatindstillinger”.
  • Under “Administrer dine lokationsindstillinger” kan du vælge, om Facebook må få adgang til din lokation. Du kan også vælge, om Facebook må gemme din lokationshistorik.

LinkedIn:

Det er ikke umiddelbart muligt at slå lokation fra, og de oplyser heller ikke under ”Sådan behandler LinkedIn dine data” at de benytter lokation.

Instagram: 

Det er ikke umiddelbart muligt at slå lokation fra, og de oplyser heller ikke under ”konto og privatindstillinger” og ”kontodata” at de benytter lokation.