Undgå at give digitale svindlere julegaver i år

Mange af vores julegaveindkøb foregår i dag på nettet. På den måde slipper vi for lange køer og proppede butikker. Men nettet er også en gavebod for digitale svindlere. Vær derfor ekstra opmærksom på fupbutikker, falske henvendelser på mail og sms og falske profiler i juletiden. Få gode tips til en svindlerfri jul her på siden.

"Billede af mennesker og julegaver"

Giver du svindlerne julegaver i år? Undgå digital svindel, når du juleshopper.

Gode råd til en svindlerfri jul

  1. Lær at genkende falske netbutikker i julehandlen
  2. Svar ikke på svindel-sms’er og -mails fra postbuddet
  3. Tjek sælgeren, når du handler gaver brugt

Op til jul er der mange butikker, der lokker med særlige tilbud på julegaver. Det trick kender svindlerne også, og derfor er det en god ide at undersøge, om netbutikken, du er landet på, er fup.

Det første, du kan tjekke, er, om siden har en ”Om os”-side, og om beskrivelsen virker troværdig. Kig også efter om priserne er lidt for billige, særligt for mærkevarer. Har alle priserne skæve beløb eller er der sprogfejl i teksterne, kan det være tegn på maskinoversættelse. Du kan også se, om hjemmesideadressen ser mærkelig ud – er den fx stavet korrekt?

Hvorfor er det vigtigt?

Falder du i de falske netbutikkers fælde, kan du dels blive snydt for den julegave, du havde udset dig og betalt for, da den aldrig dukker op. Du kan også risikere, at den falske netbutik bruger dine betalings oplysninger til at svindle dig for endnu større beløb.

Læs mere om, hvordan du spotter falske netbutikker i julehandlen.

Svar ikke på svindel-sms’er og mails fra postbuddet

Når pakkerne er bestilt, er det bare med at vente til posten kommer. Ofte får vi en sms eller mail om, at pakken er leveret, eller hvor vi kan hente dem. Desværre er der også en del falske sms’er og mails i omløb fra svindlere, der udgiver sig for at være PostNord, GLS mfl. De lokker dig til at klikke på links, indtaste personlige oplysninger, eller betale for manglende porto.
Får du sådan en sms eller mail, så træk vejret, før du svarer eller indtaster oplysninger. Ingen reelle virksomheder eller myndigheder beder om dine betalingskort oplysninger, dit NemID eller andre log-in-informationer via e-mail eller sms. Du skal derfor undlade at svare. Hvis du er kommet til at svare, så spær straks dit NemID og betalingskort og kontakt din bank.

Hvorfor er det vigtigt?

Kommer du til at give svindlerne dine personlige oplysninger som adgangskoder, betalingskort oplysninger eller NemID-oplysninger, kan svindlerne i værste fald få adgang til hele dit digitale liv. De kan i nogle tilfælde også bruge oplysningerne til at oprette lån i dit navn, uden at du ved det. Og det kan være svært at bevise, når du selv har givet dem oplysningerne.

Lær, hvordan du spotter falske henvendelser på mail og sms.

Tjek sælgeren, når du handler gaver brugt

Danskerne er begyndt at tænke mere bæredygtigt, også når der handles julegaver. Flere og flere køber derfor julegaverne brugt på digitale brugt markeder som DBA, Gul&Gratis eller Facebook Marketplace.

Desværre er det ikke alle, der har lige gode intentioner, når der handles, og derfor er det en god ide at sætte farten lidt ned og tage dig tid til at undersøge sælgeren, inden du køber den perfekte gave

Den bedste måde at sikre dig er at møde sælgeren ansigt til ansigt og vente med at betale, til du har varen i hænderne. Alternativt kan du på nogle platforme tjekke, om sælgeren er NemID-valideret. Du kan også undersøge sælgerens Facebook-profil på Facebook– den bør ikke være nyoprettet, have meget få ”venner” eller mangle profilbillede eller andre centrale informationer.

Hvorfor er det vigtigt?

Det kan koste dig dyrt at gå i svindlernes julefælde. Svindlerne kan finde på at sælge varer, der slet ikke findes, eller de kan sælge den samme vare flere gange. I begge tilfælde står du som køber tilbage med en lang rød næse og har betalt penge for en vare, du aldrig får.

Lær, hvordan du undgå svindel med genbrugsguldet