Bliv sikker på ferien, og undgå svindlere

Så blev det ferietid. Fri fra job, fri fra skole og tid til afslapning. Men ikke for alle. De digitale svindlere arbejder desværre også i sommerferien, hvor de prøver at få en del af dine hårdt optjente penge. Heldigvis kan du her på siden fylde kufferten med gode tips til at undgå digital svindel – før, under og efter ferien.

Er du beskyttet mod svindlere på ferien? Pak kufferten med fem sikre ferieråd.

For de fleste danskere foregår en del af ferien i det digitale rum. Når vi bestiller ferien på en hjemmeside, lægger feriebilleder op på sociale medier eller søger efter inspiration på nettet til sjove ferieaktiviteter. Her har vi samlet de bedste råd, så du kan være mere sikker på ferien.

Gode råd, du kan tage med i kufferten

  • Før ferien: Vær opmærksom på fupsites, når du køber rejser og aktiviteter.
  • Før ferien: Tag en sikkerhedskopi, så du ikke mister data ved tyveri eller uheld.
  • På ferien: Lad være med at fortælle tyvene, at du er på ferie.
  • På ferien: Surf sikkert på de trådløse netværk.
  • Efter ferien: Del feriefotos med omtanke.

En god ferie kræver ofte noget planlægning. Allerede her er det en god idé at være på vagt over for digitale svindlere. Er du for eksempel stødt på en hjemmeside, som har et tilbud på en billig ferie eller nedsatte turpas til Tivoli, kan det være en god ide at sikre dig, at du kan stole på hjemmesiden.

Se fx efter, om websitet har en ”Om os”-side med en troværdig beskrivelse, og tjek, om hjemmesideadressen ser rigtig ud.

Du kan også kigge efter anmeldelser på internettet.

Hvorfor er det vigtigt?

Falder du i fælden hos en falsk rejsearrangør eller anden netbutik, kan ferien være ødelagt, før den kom i gang. Måske venter der hverken det fly eller hotel, du ellers havde betalt for. Men du risikerer også, at svindlere bruger dine betalingsoplysninger til at svindle dig for endnu større beløb.

Læs mere om, hvordan du spotter fupbutikker.


9 pct.

af danskerne har inden for det seneste år prøvet at blive udsat for svindel via en fupside eller fupbutik i forbindelse med nethandel.

Før ferien: Tag en sikkerhedskopi, så du ikke mister data ved tyveri eller uheld

Når du er et sted med mange mennesker, er der en risiko for at blive udsat for tricktyverier. Forlystelsesparker, banegårde, lufthavne og hoteller er oplagte steder at få snuppet din mobil, tablet eller computer. Din mobiltelefon kan også hurtigt havne i poolen ved et uheld. Mister du din enhed, risikerer du også at miste vigtige billeder og dokumenter, der lå på den.

Husk at tage sikkerhedskopier, inden du tager på ferie. Brug fx en ekstern harddisk og kopiér computerens indhold. Du kan også tage sikkerhedskopier til ”skyen” (cloud).

Hvorfor er det vigtigt?

Det er ikke kun ærgerligt og dyrt at miste sin telefon på ferien, eller at indbrudstyve er løbet med computeren, når du kommer hjem. Har du ikke taget en sikkerhedskopi, kan alle dine data være tabt: Kontaktinformationer på alle dine venner, dine billeder og eventuelle vigtige dokumenter.

Læs mere om, hvordan du laver en sikkerhedskopi.

Før ferien: Lad være med at fortælle tyvene, at du er på ferie

”Så tager vi afsted – 14 dage på den jyske vestkyst. Hyg jer derhjemme!” I begejstringen over endelig at have ferie er der mange, der laver en statusopdatering på de sociale medier. Desværre kan du være så uheldig, at tyvene kigger med og rømmer dit hus, mens du er på ferie. Derfor er det en god idé at justere, hvem der kigger med på dine profiler, eller lade være med at lave opslag, der fortæller, at du er på ferie.

Hvorfor er det vigtigt?

Din indboforsikring vil stort set altid dække et eventuelt indbrud – også selvom du selv har reklameret med, at huset stod tomt. Men det er en ærgerlig afslutning på ferien at vende tilbage til et raseret hjem. Og det medfører helt sikkert en masse besvær.

Se, hvordan du bestemmer, hvem der kigger med på Facebook, LinkedIn og Instagram.

På ferien: Surf sikkert på de trådløse netværk

Når vi kobler af på ferien, gør mange af os det med sociale medier eller streaming af film og musik. Svigter mobilsignalet på det smukt beliggende hotel langt fra alfarvej eller dybt inde i lufthavnens betonbygning, kan det være fristende at hoppe på et trådløst netværk i nærheden.

Men offentlige trådløse netværk, som ikke kræver, at du indtaster et kodeord, beskytter dig ikke. Et godt råd er derfor kun at bruge netværk med kode, eller undgå at sende følsomme data, når du er på et åbent netværk.

Hvorfor er det vigtigt?

Offentlige trådløse netværk, som ikke kræver, at du indtaster et kodeord, beskytter dig ikke. Hvis digitale svindlere overvåger trafikken på det åbne, trådløse netværk, kan de opsnappe de kodeord, beskeder m.m., din computer eller mobiltelefon sender. Dermed kan de få adgang til store dele af dit digitale, private liv.

Læs mere om, hvordan du surfer sikkert på trådløse netværk.

Efter ferien: Del feriefotos med omtanke

Kendte seværdigheder og små gyldne øjeblikke med familien bliver ofte foreviget med telefonen undervejs på ferien. Men hvem er med på billederne? Og hvor deler du dem?
Når du deler billederne på de sociale medier, mister du delvist kontrollen med dem. Vær opmærksom på, at du kun må lægge billeder på Facebook, Instagram og andre dele af internettet, hvis du har fået lov af den person, der er afbildet. Der skelnes normalt mellem portrætbilleder og situationsbilleder. Det vil sige, at du som regel godt må lægge situationsbilleder op, mens portrætbilleder kræver samtykke.

Hvorfor er det vigtigt?

Det er ikke alle, der ønsker billeder af sig selv delt på sociale medier. Slet ikke, når man står i badetøj eller som ufrivillig deltager i hotellets aftenunderholdning. Har du lagt et billede offentligt op, kan alle se det og dele det. Dermed mister du kontrollen med, hvilke hænder dit opslag og billede ender i. Offentlige opslag kan nemlig ses af alle – og derfor også dem, du ikke er venner med på de sociale medier.

Læs mere om, hvordan du deler billeder og opslag med omtanke.

Træn dig selv til en sikker digital ferie