Offentligt ansatte skal klædes på til sikker behandling af borgernes oplysninger

26-11-2018

Den øgede digitalisering af alle dele af samfundet giver flere muligheder for god og effektiv offentlig service. Det skaber samtidig et behov for øgede kompetencer hos medarbejdere og ledere for at håndtere borgernes oplysninger på en sikker måde – også på digitale platforme. Derfor offentliggøres nu en ny sikkerhedspakke, som skal hjælpe offentligt ansatte til at håndtere borgernes informationer på en sikker måde.

I det offentlige arbejder vi ofte med personoplysninger, som er følsomme eller skal behandles fortroligt. Det er derfor vigtigt, at offentlige ansatte er klædt på til at passe på borgernes oplysninger både digitalt og fysisk. I regeringens nationale strategi for cyber- og informationssikkerhed fra 2018 er det derfor besluttet, at undervisning i cyber- og informationssikkerhed er obligatorisk for medarbejdere i staten. 

En ny sikkerhedspakke skal hjælpe offentligt ansatte til at håndtere borgernes informationer på en sikker måde.

Når vi tager ansvar for at digitalisere Danmark, så er det vigtigt, at vi også tager ansvar for, at medarbejderne har den rette viden og de rette værktøjer til at passe godt på borgernes oplysninger,

siger Rikke Hougaard Zeberg, direktør i Digitaliseringsstyrelsen, og fortsætter:

Jeg er derfor rigtig glad for, at vi i samarbejde med en række parter herunder KL, Danske Regioner og Sundhedsdatestyrelsen nu kan offentliggøre en sikkerhedspakke med en række værktøjer, som kan bruges til at uddanne medarbejderne til en mere sikker håndtering af danskernes personoplysninger.

Målrettede sikkerhedspakker

Der er udviklet en sikkerhedspakke om god informationssikkerhed til offentlig ansatte målrettet til:

  • sundhedspersonale i samarbejde med Sundhedsdatastyrelsen og Danske Regioner.
  • undervisningspersonale i samarbejde med Styrelsen for it og læringer publiceres primo 2019.
  • administrativt personale i samarbejde med Kommunernes Landsforening.


Direktør i KL Laila Kildesgaard udtaler:

I kommunerne er det en naturlig del af hverdagen at arbejde med borgernes oplysninger og dette foregår i stigende grad digitalt. Det stiller hele tiden nye krav til medarbejdernes håndtering af fx borgernes personoplysninger. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi i samarbejde med de fællesoffentlige parter nu offentliggør en sikkerhedspakke, vi kan bruge i kommunerne til at ruste kommunale medarbejdere til at arbejde sikkert med borgernes oplysninger.

Vicedirektør i Danske Regioner, Tommy Kjelsgaard udtaler:

Øget brug af sundhedsdata og digitalisering er et vigtigt middel i målsætningen om at skabe et nemt og nært sundhedsvæsen med borgeren i centrum. Men dét skal også være trygt. Borgerne skal have tillid til, at der er styr på sikkerheden omkring deres personlige helbredoplysninger i deres vej igennem sundhedsvæsnet. Og i den forbindelse spiller sundhedspersonalet en vigtig rolle. Informationssikkerhed handler ikke kun om tekniske løsninger. Det er i høj grad også vores sundhedspersonale, der hver dag er med til at sikre, at der bliver passet godt på borgernes helbredoplysninger. Derfor er jeg glad for, at vi i fællesskab har udarbejdet Sikkerhedspakken, der kan hjælpe med at klæde medarbejderne på til at håndtere borgernes personoplysninger sikkert.

Sikkerhedspakken: Gratis læring til dine medarbejdere

Digitaliseringsstyrelsen, KL og Danske Regioner har udarbejdet en gratis sikkerhedspakke, som kan understøtte indsatsen for at skabe en god sikkerhedskultur og uddanne medarbejderne i informationssikkerhed og håndtering af organisationens fortrolige informationer.

Sikkerhedspakken består af plakat og pjece, som kan printes og placeres i fx opholdsrum. Der er også en quiz, e-læring og en kort film, som medarbejderne kan se og bruge digitalt. Materialet er udviklet med øje for de særlige problemstillinger, man står overfor som offentligt ansat. Sikkerhedspakken findes her: sikkerdigital.dk/uddannelse.