Cybertruslen mod Danmark 2019

25-03-2019
Virksomhed Myndighed

Center for Cybersikkerhed i Forsvarets Efterretningstjeneste udgiver i dag sin årlige nationale cybertrusselsvurdering.

Center for Cybersikkerhed i Forsvarets Efterretningstjeneste udgiver i dag sin årlige nationale cybertrusselsvurdering.

Trusselsvurderingen gør det klart, at myndigheder, virksomheder og borgere i Danmark må indstille sig på, at cybertruslen fra især cyberspionage og cyberkriminalitet fortsat er MEGET HØJ.

Cybertruslen er efterhånden blevet en del af hverdagen. Fokus er derfor nu, hvordan vi beskytter os mod den. Et grundelement i en solid beskyttelse er viden om cybertruslen. Alle har en rolle og et ansvar, og det gælder ikke mindst ledelserne i myndigheder og virksomheder i Danmark, som bør sætte sig ind i og også dele erfaringer om cybertruslen.

Thomas Lund-Sørensen, chef for Center for Cybersikkerhed

Stater udfører cyberspionage mod danske myndigheder og virksomheder

Fremmede stater forsøger fortsat at udføre cyberspionage mod Danmark og danske interesser, og de er særligt aktive mod de dele af staten, som beskæftiger sig med udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik. Cyberspionage rammer også myndigheder og virksomheder i de samfundsvigtige sektorer, det vil sige inden for energi, sundhed, transport, tele, finans og søfart, som Center for Cybersikkerheds trusselsvurderinger har haft særligt fokus på i 2018.

Hyppige angreb fra cyberkriminelle udgør vedvarende trussel mod Danmark

Cyberkriminelle er konstant på udkig efter en økonomisk gevinst, og både myndigheder, virksomheder og borgere kan forvente at blive udsat for forsøg på cyberkriminalitet. Visse typer cyberkriminalitet kan have alvorlige konsekvenser for myndigheder og virksomheder i samfundsvigtige sektorer og derfor for det danske samfund.

De fleste cyberangreb sker ved hjælp af velkendte metoder og sårbarheder og kan imødegås med relativt enkle midler. Selv fremmede stater med store cyberkapaciteter anvender de samme metoder, som de har brugt i årevis, fordi myndigheder og virksomheder stadig er sårbare overfor dem. Indsatsen kan derfor med fordel rettes mod at styrke den basale cybersikkerhed, så den bliver en helt selvfølgelig del af hverdagen.

Thomas Lund-Sørensen

Internet of Things og kunstig intelligens giver nye udfordringer

Udviklingen inden for Internet of Things medfører, at flere og flere fysiske enheder kobles til internettet, ligesom digital kunstig intelligens i stigende grad må forventes at komme til at udføre analyser og træffe beslutninger. Udviklingen kan medføre, at fremtidige cyberangreb i højere grad end i dag vil få konsekvenser i den fysiske verden. Et sikkert digitalt Danmark vil derfor forudsætte øget opmærksomhed på cybertruslerne og en styrket sikkerhedsmæssig indsats for at følge med den teknologiske udvikling.

Læs hele trusselsvurderingen: Cybertruslen mod Danmark 2019 (Ligger på Center for Cybersikkerheds hjemmeside)