Et klik kan ændre alt

07-10-2019
Borger

Over 20.000 danskere har i 2019 anmeldt it-relateret økonomisk kriminalitet til politiet. Nu lancerer Digitaliseringsstyrelsen, KL og Danske Regioner i samarbejde med politiet og Finans Danmark kampagnen ’Et klik kan ændre alt’, der skal øge danskernes digitale sikkerhed.

Kampagnen lanceres i dag, og allerede nu løfter adfærdsforsker Andreas Lieberoth sløret for, hvad der får it-fælden til at klappe.

Se kampagnen på sikkerdigital.dk/etklik

Et kæmpe problem at vi klikker ubevidst

Vi klikker ubevidst 19 ud af 20 gange. Og vi er i sidste ende selv med til at skabe et tag-selv-bord på nettet for it-svindlere, mener adfærdsforsker Andreas Lieberoth. De digitale svindlere bruger viden om vores adfærd til at skabe internetfælder, der virker troværdige og derfor er svære at gennemskue. Det kan fx være vores tillid til autoriteter, svindlerne spiller på, når de sender en mail, der tilsyneladende har Nets eller Skattestyrelsen som afsender.

Vi er ikke dumme hele tiden. Ofte ringer alarmklokken, når vi ser, at en mail kommer fra en nigeriansk prins. Men når vi klikker ubevidst rundt, og indholdet fanger noget, der lige passer til os, så går vi i fælden. Svindlerne ved, at vi ikke tænker os om. Og de ved, hvilke situationer de skal fange os i. Derfor bliver det det et kæmpe problem, når vi klikker på links uden egentlig at tænke os om - for svindlerne har gennemskuet os.

Andreas Lieberoth, adfærdsforsker ved Aarhus universitet

Kampagne vil ændre vores digitale adfærd

Generelt er vi danskere trygge, når vi færdes på nettet, viser tal fra Danmarks Statistik. Og mens tillid overordnet set er godt, kan det også være en udfordring for vores digitale sikkerhed - det er nemlig en vigtig præmis for de kriminelle. Derfor sætter den nationale kampagne ’Et klik kan ændre alt’ netop fokus på konsekvensen af vores klik på nettet.

Digitale trusler vokser og bliver mere avancerede. Derfor er det afgørende, at vi lærer danskerne at være bevidste om deres klik på nettet. Vi er sårbare, fordi it-kriminelle kan få adgang til nogle af vores mest personlige oplysninger og data, hvis vi er uopmærksomme. Vi ser det som én af vores fornemmeste opgaver at beskytte danskerne mod disse angreb. Derfor lancerer vi nu en adfærdskampagne med en samlet front af vigtige aktører.

Rikke Hougaard Zeberg, direktør i Digitaliseringsstyrelsen

Digitaliseringsstyrelsen, KL og Danske Regioner står bag kampagnen i samarbejde med politiet og Finans Danmark.

Risikoen for at blive udsat for it-kriminalitet er nu et grundvilkår for alle borgere, der hver dag klikker rundt på internettet. Det er helt nødvendigt, at vi bliver mere bevidste omkring, hvor vores oplysninger havner, før vi taster dem ind. Derfor mener vi, kampagnen sætter fokus på en helt afgørende adfærdsforandring i samfundet.

Trine Møller, centerchef i LCIK