Forskningsprojekt skal tage temperaturen på cybersikkerheden i danske virksomheder

24-06-2020
Virksomhed

Nyt forskningsprojekt skal gøre status over cybersikkerheden i danske virksomheder. Som It-ansvarlig eller ledelse i en virksomhed kan du hjælpe ved at besvare en spørgeskemaundersøgelse om, hvordan I arbejder med cyber- og datasikkerhed hos jer.

Hvordan står det til med cybersikkerheden i danske virksomheder? Oplever virksomhederne nogle af de samme udfordringer, og hvor er det mest effektivt at sætte ind for at løfte it-sikkerheden? Det har projektet Assessment on the Status of CyberSecurity in Denmark, som er et samarbejde mellem Syddansk Universitet og IT Universitetet i København, sat sig for at undersøge. Og de har brug for din hjælp.

For at indhente den nødvendige viden fra virksomhederne har projektets forskere udarbejdet en spørgeskemaundersøgelse, som spørger ind til forholdene i den enkelte virksomhed. Spørgeskemaet er tiltænkt eksperter inden for blandt andet IT sikkerhed, privacy og it-udvikling samt ledelsen. De bedst mulige resultater af forskningsprojektet afhænger af, at mange virksomheder bidrager med deres perspektiver. 

Spørgeskemaundersøgelsen vil blive fulgt op af en kvalitativ analyse og skal munde ud i en rapport med blandt andet en status over cyber- og datasikkerheden i danske virksomheder. Forskningsprojektet er støttet af Center for Cybersikkerhed. Læs mere om projektet og deltag i undersøgelsen ved at følge linket her.