IoT: Beskyt virksomhedens internet-forbundne enheder

""

Internet-forbundne enheder kan udgøre en risiko for virksomhedens digitale sikkerhed, men det er mange virksomheder ikke bevidste om.
Her finder du konkrete anbefalinger til, hvad virksomheden bør gøre, både før og efter køb, for at sikre sig.

Hvad er en IoT-enhed?

IoT er en forkortelse af Internet Of Things. Det er teknologier, der sammenkobler produkter og systemer via internettet, så produkterne er i stand til at sende eller modtage data. Virksomheder kan fx bruge IoT-enheder til at videoovervåge et kontor, fjernstyre temperaturen i en bygning eller se, hvornår en maskine skal serviceres. Hver fjerde danske virksomhed benytter IoT-enheder til fx måling, styring og overvågning gennem internetforbundne sensorer. IoT kan optimere en lang række processer og muliggøre nye forretningsmuligheder - og i takt med at enhederne bliver billigere, forventes det, at flere virksomheder vil investere i dem.

Eksempler på IoT-enheder:

  • Overvågningskameraer

  • Pumper

  • Termostater

  • Varmesensorer

  • Printere

  • … og alt, der kan betjenes via nettet eller en telefon

IoT-enheder kan hackes

Mange virksomheder er ikke klar over, at deres IoT-enheder kan udgøre et alvorligt sikkerhedsproblem - for både dem selv og andre. De ser IoT som fysiske produkter og glemmer, at de er koblet til nettet og derfor kan hackes. Hackere kan bruge dårligt beskyttede IoT-enheder som springbræt til at få adgang til virksomhedens øvrige computernetværk. Det kan fx betyde, at en virksomheds produktion går i stå, eller at IT-kriminelle får adgang til fortrolige oplysninger som bankoplysninger. 

Vidste du, at over 25 pct. af alle cyberangreb mod virksomheder i 2025 antages at ske via IoT-enheder? Læs mere i rapport fra AIOTI

Sådan beskytter virksomheder IoT-enheder

Der er en række ting, som virksomheder kan gøre for at beskytte sig, når de anvender eller skal til at investere i IoT-enheder. HUSK: For mange virksomheder kan det være nødvendigt at inddrage eksterne rådgivere eller leverandører for at sikre IoT-enheder og data bedst muligt.

""

Før køb af en IoT-enhed

1. Overvej, om det er risikoen værd at koble enheden på nettet

Hver gang et produkt kobles på virksomhedens netværk, øges muligheden for, at andre kan få adgang.
 

2. Gå efter kvalitet og sikkerhed

Vælg anerkendte leverandører og se efter standarder, certificeringer og mærkningsordninger som fx den europæiske ETSI EN 303 645-standard og UL-2900-1. Bemærk, at disse standarder er nye og derfor endnu ikke så udbredte. Få et overblik over internationale og europæiske standarder hos Dansk Standard. 
 

3. Tal med din IT-leverandør om sikkerheden 

Undersøg om enheden kan opdateres, hvilket ikke altid er tilfældet.

""

Efter køb af en IoT-enhed

4. Skift adgangskoder og brugernavne

Mange IoT-enheder har standardadgangskoder og brugernavne, der kan være kendt af hackere.
 
5. Hold software opdateret

Slå automatisk opdatering til, hvor det er muligt.
 
6. Sluk funktioner, I ikke bruger

Tjek indstillingerne i IoT-enheden og slå funktioner fra, hvis I ikke bruger dem.

Værktøjer du kan bruge

IoT-tjekliste til virksomheder
 
Tjekliste, der guider virksomheder til at købe sikre IoT-enheder og hvordan de sikres korrekt.

Download IoT-tjeklisten her
 

Leverandørpakken

Leverandørpakken kan hjælpe virksomheder med, at få overblik over deres it-leverandørers digitale sikkerhed.

Download spørgeskema og vejledning her (zip)