Udgifter i millionklassen
Bahne Sørensen A/S blev stiftet i 1965, er familieejet, og har i dag 20 butikker over hele landet. Derudover har Bahne naturligvis også webshoppen Bahne.dk.
Efter det første angreb lukkede Bahne sit website ned og opdaterede alle sikkerhedsforanstaltningerne. Kort tid efter ramte endnu et hackerangreb, og da mistede Benjamin tålmodigheden.
"Efter omkring 20 dage, hvor vi stadig ikke kunne få nogen garantier for, at eksperterne kunne sikre os godt nok til, at et lignende angreb ikke kunne ske igen, var vi nødt til at genopbygge hele websitet på en ny platform. På den måde kunne vi helt at slippe for de eventuelle sikkerhedshuller, der var i det gamle it-miljø," siger Benjamin Røpke.
For Bahne har det betydet en udgift i millionklassen at gå igennem dén øvelse. Dels er det dyrt at investere i en helt ny it-platform, og dels var selve websitet lukket ned i to måneder, hvilket kostede dyrt i mistet omsætning.
"Vi ved, hvor mange millioner, det har kostet at holde vores webshop lukket i to måneder og migrere til en ny it-platform. Men den reelle og fulde omkostning hænger sammen med, hvor lang tid det tager at genopbygge kundernes tillid til bahne.dk. Og det kan jo tage lang tid, selv om vi virkelig mener, vi har gjort alt, hvad vi kunne," siger Benjamin Røpke.
Man kan altid bygge en tykkere mur
Kunderne er blevet orienteret så hurtigt, det var muligt, og de er løbende blevet hjulpet med gode sikkerhedsråd af Bahne. I dag er trafikken da også helt tilbage på websitet.
Derudover opfordrer han alle virksomheder, der ikke har en beredskabsplan i forvejen, til at udarbejde en klar plan for, hvad man som virksomhed skal gøre i tilfælde af et hackerangreb. Planen bestemmer, hvilke processer, der træder i kraft, hvem, der skal orienteres og hvornår.
Vi kan aldrig vide os sikre på, at det ikke kan ske igen. Derfor vælger vi også at fortælle om denne hændelse, fordi vi mener, det er vigtigt, at virksomheder deler de her angreb, så der kommer fokus på det - også blandt kunderne.
"Man kan altid bygge en tykkere mur, men man er nødt til at udvikle sig hele tiden," slutter Benjamin Røpke.