En backup der reddede det hele

POM Industries blev lammet, da hackere slettede mapperne på selskabets computere. “Vi kunne slet ingenting”, siger Kim Hansen, direktør for POM Industries A/S. Han fortæller her om vigtigheden af en god backup og om deres øgede fokus på it-sikkerhed.

Et tomt værksted

Imens de fleste danskere sundede sig over at træde ind i det nye år, var der langt mere at se til hos POM Industries på Fyn. Mandag d. 4. januar 2021 mødte direktør Kim Hansen ind kl. 06.00, som han plejer. Det skulle dog vise sig, at intet var, som det plejede at være denne iskolde januar morgen.

“Der var noget galt med min computer. Den reagerede anderledes, end den plejer”, som han selv siger det.

Kort efter trådte en ansat ind på Kim Hansens kontor og fortalte en dårlig nyhed - den var også gal med hans computer. Medarbejderens mapper blev slettet, så snart han lukkede dem, og derfor forsvandt vigtige dokumenter. Det var startskuddet til det angreb, som blev skelsættende for POM Industries.

“Man bliver forvirret og frustreret, og man ved ikke, hvad man skal gøre”

Kim Hansen.

I en hel uge måtte POM Industries sætte alt arbejde i bero. Selvom virksomheden i stor grad lever af at svejse, hamre, bore og i det hele taget bruge deres hænder, så er computere en essentiel del af dens virke. Derfor stod maskineriet pludselig stille og værkstedet tomt. Og det var kritisk - for som Kim Hansen siger:

“Hvis vi ikke kan levere til tiden, jamen så forsvinder kunderne”.

Arbejdede døgnet rundt i fire dage

Det var et opkald til deres it-selskab, som blev starten på løsningen for direktøren i POM Industries, Kim Hansen. “De arbejdede døgnet rundt i fire dage”, husker Kim Hansen. Et mareridt udspillede sig, da alt på POMs computere forsvandt, men heldigvis havde de sikret sig med en backup og kunne dermed genskabe det tabte indhold.

På den anden side

I dag har POM Industries formået at vende den ubehagelige oplevelse til noget konstruktivt og har forbedret deres it-sikkerhed. Denne turnaround er blandt andet skabt gennem en øget investering i virksomhedens digitale sikkerhed.

“Siden hacker-angrebet har vi brugt flere penge på it-sikkerhed. Hvis det sker igen, kan vi være oppe at køre igen på alle vores computere på to timer. Vi har backup af alt, vi overhovedet kan have backup af”, siger Kim Hansen. Og det giver ro i maven hos direktøren.

Fik data tilbage og bedre styr på sikkerheden

Netop denne backup endte med at være alfa og omega for Kim Hansen og hans kollegaer. Uden den ville det være gået meget værre.

“Alt, hvad der var på vores fælles server, fik vi igen”, beretter en lettet Kim Hansen. Efter en uges nedbrud kunne deres lasere igen starte op. Efter cirka tre uger var POM Industries langt om længe helt tilbage ved normalen og kunne igen producere på fuld skrue.

“Mit råd til andre virksomheder er simpelthen at få styr på deres it”, slutter Kim Hansen.

Se mere

Virksomhedscase

Hackerangreb gjorde DESMI konkurrencedygtig

Et phishingangreb fik pumpevirksomheden DESMI til  yderligere at opruste på deres IT-sikkerhed. Det har vist sig at være en konkurrencefordel i dag, hvor de er længere end deres konkurrenter.

Se video og læs mere om DESMI 

Virksomhedscase

Sikkerhed gavner vores kvalitet

Et DDoS- angreb fik tele- og energikoncernen Norlys til at investere endnu mere i IT-sikkerhed, end de allerede gjorde. Hør hvordan virksomheden i dag står stærkt på markedet, blandt andet som et resultat af en solid IT-sikkerhed.

Se video og læs om Norlys

Cyberindsats

Flere værktøjer

Har du brug for flere konkrete værktøjer til, hvordan du kan håndtere din cybersikkerhed? Industriens Fond tilbyder en række gratis værktøjer til at styrke virksomheders cybersikkerhed.

Gå til Industriens Fonds hjemmeside