Få overblik over de vigtigste data og systemer

Det er afgørende, at I tager stilling til, hvilke data og IT-systemer der er vigtigst at beskytte mod it-kriminelle i jeres virksomhed. Så kan I bedre sætte ind, hvor det er nødvendigt og bruge jeres ressourcer på at sikre jer mest optimalt.

Når I skal styrke it-sikkerhedsniveauet er det vigtigt først at få overblik over virksomhedens vigtigste data og de systemer, som håndterer dem. Alle virksomheder er forskellige og håndterer mange forskellige typer af data. Eksempler på vigtige virksomhedsdata:

  • Informationer og data, som er afgørende for at holde jeres produktion i gang.
  • Kundeinformation
  • Forretningshemmeligheder og patenter
  • Økonomiske nøgletal og prisstrategier

Sådan får I overblik over de vigtigste data og systemer

Få hjælp til at danne et overblik ved at tage en snak med de personer i virksomheden, der kender virksomhedens it-systemer og data. Undersøg:

  • Hvilke data gemmer jeres virksomhed og hvad bruges de til?
  • Hvilke systemer er jeres virksomhed afhængige af i den daglige drift?
  • Hvor er jeres systemer og data? Hos jer? Hos leverandører?

Skriv spørgsmålene og svarene ned, så I kan bruge den viden til at få et overblik over virksomhedens vigtigste data og systemer. Et nedskrevet overblik er et godt første skridt på vejen til at kunne lave en risikovurdering af it-sikkerheden. Klik her for at læse en vejledning til risikovurderinger i små- og mellemstore virksomheder og download en skabelon til at lave din egen her.