Uvedkommende har fået adgang til borgeres CPR-oplysninger: Sådan skal du forholde dig som borger

05-10-2026

Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet har oplyst, at uvedkommende har skaffet sig uautoriseret adgang til bl.a. navne og adresser samt CPR-numre gennem CPR-systemet. Myndigheder og borgere bør være opmærksomme på forsøg på svindel.

Det Centrale Personregister (CPR) har konstateret en alvorlig sikkerhedshændelse. Uvedkommende har skaffet sig adgang til navne, adresser, CPR-numre mv. på en meget stor mængde registrerede borgere i CPR-systemet. Det oplyser Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet i en pressemeddelelse.

Personoplysninger kan misbruges i forbindelse med svindel, og myndigheder og borgere opfordres til at udvise agtpågivenhed.

Gode råd til at forebygge svindel med personoplysninger

  1. Vær ekstra opmærksom på uventet kontakt
    I den følgende tid skal du være særlig opmærksom på SMS’er, opkald og mails, hvor afsenderen bruger oplysninger om dig.

  2. Klik ikke på uventede links
    Hvis du modtager uventede sms’er eller mails med links, så klik ikke, men gå selv ind via den officielle hjemmeside – eller ring til afsenderens hovednummer og dobbelttjek.

  3. Del ikke oplysninger
    Husk aldrig at dele MitID-oplysninger, engangskoder, adgangskoder eller kortoplysninger.

  4. Ved konkret mistanke om svindel: Opret en kreditadvarsel på borger.dk
    Ved konkret mistanke om svindel med dit CPR-nummer, kan du oprette en kreditadvarsel. Kreditadvarsel er en markering i CPR, der gør det sværere at optage lån eller kredit i dit navn. Vær opmærksom på, at når du har indsat en markering om kreditadvarsel i CPR, kan du opleve, at det kan være sværere for dig at opnå lån eller kredit hos virksomheder.

    Find trin-for-trin-guide til oprettelse af kreditadvarsel
    Se spørgsmål og svar vedr. anvendelse af kreditadvarsel (pdf)

  5. Benyt ikke dit CPR-nummer som adgangskode
    Hvis du benytter hele eller dele af dit CPR-nummer som adgangskode, så anbefaler vi at skifte det.

    Læs mere om stærke adgangskoder her

  6. Du kan bevise din identitet med AltID
    Du kan som borger risikere at blive mødt af højere krav til legitimation. Staten tilbyder et sikkert digitalt legitimationskort, som du kan hente i appen AltID. Det er Danmarks officielle app til id og beviser. Med appen kan du bevise din identitet uden at dele unødige oplysninger om dig selv.

    Læs mere om AltID

    Du kan hente AltID her:
    App store
    Google Play

Er du i tvivl?

Hvis du har brug for hjælp, fx til at oprette en kreditadvarsel, kan du henvende dig til Styrelsen for Samfundssikkerheds Cyberhotline for digital sikkerhed på telefonnummer 33 37 00 37.

Rådene er senest opdateret 13. oktober 2026.

Kontakt Cyberhotline for digital sikkerhed

Ring til hotlinen på 33 37 00 37 eller skriv via denne formular

Åbningstider

  • Hverdage kl. 8-20 og weekender og helligdage kl. 10-16
  • Udenfor ovennævnte tidsrum hjælper vi kun med spærring af MitID.

Meld til Mit digitale selvforsvar

Hjælp andre ved at indsende tips om digital svindel til Mit digitale selvforsvar.

Tip Mit digitale selvforsvar

Anmeld digital svindel til Politiet

Har du oplevet fx telefon- og sms-svindel, misbrug af kortoplysninger, svindel med køb/salg af varer på internettet eller lignende, bør du anmelde det til politiet.

Anmeld svindel til politiet