Vær opmærksom på falske netbutikker

Fupbutikker på nettet kan ved første øjekast ligne rigtige internetbutikker, når de forsøger at franarre dig penge eller oplysninger. Men sætter du tempoet ned og følger 5 simple råd, kan du undgå at falde i fupbutikkernes fælder.

uopmærksom

Svindlere udnytter, at vi ofte er uopmærksomme, når vi foretager køb via internetbutikker. Men du kan lære at spotte fupbutikkerne.

Sæt farten ned – træk vejret, før du køber

For mange danskere er handel i internetbutikker blevet så almindeligt, at vi ikke tænker over det. Vi shopper på ”automatpilot” og hiver hurtigt betalingskortet frem og indtaster vores oplysninger.
Undgå at handle på nettet, mens du har travlt med andre ting. Du skal have tid til at trække vejret en ekstra gang og se dig grundigt omkring på netbutikken, før du klikker på ”Godkend”.

Eksempel

Falsk Hövding-webshop

Denne hjemmeside fuppede sidste år mange forbrugere til at betale for en cykelhjelm, de aldrig modtog. Webadressen så troværdig ud, men hjemmesiden havde ingen ”om os”-side og hverken fysisk adresse eller telefonnummer med mulighed for at kontakte folkene bag siden.

Samtidig lå den tilbudte pris på Høvding-hjelmen langt under, hvad man på det tidspunkt kunne købe hjelmen til i andre webbutikker.

Eksempel

Falsk webshop, der til forveksling ligner skoforretningen Eccos webshop

Denne fupbutik skal forestille at være en officiel Ecco-butik.

Men der er flere tegn på svindel: Webadressen ender fx på .top, og butikken sælger også sko af mærket Fila.

Gode råd, når du handler i internetbutikker:

  1. Tjek, om der findes en ”Om os”-side, og om beskrivelsen lyder troværdig.
  2. Vær skeptisk, hvis varerne er markant billigere end alle andre steder.
  3. Kig efter sprogfejl og priser i skæve beløb.
  4. Tjek, om webadressen ser rigtig ud.
  5. Kig godt efter beløbet og butiksnavnet, når du får bekræftelses-sms.

Læs mere om rådene længere nede på siden.

Du kan også kigge efter, om internetbutikken har et såkaldt e-mærke. E-mærket er en dansk mærkningsordning for sikker nethandel, der viser, at webshoppen lever op til e-mærkets forbrugerbeskyttende krav.

Hvorfor er det vigtigt at undersøge butikken?

Ryger du i fupbutikkens fælde, kan du blive udsat for forskellige typer af svindel:

  • Det kan være, at du aldrig modtager varen, og dine penge er tabt.
  • Du modtager en vare, der langtfra lever op til det annoncerede (fx en billig kopivare). Din klage til butikken trækker ud, og imens kan fupbutikken køre videre og svindle andre.
  • Du modtager ikke varen, men dine kort- og kontoinformationer bliver brugt til at købe andre varer for eller bliver solgt til andre svindlere.

Kig efter dette, når du handler på nettet

Vil du styre uden om fupbutikkerne, handler det kort sagt om at spotte de små tegn:

1. Ingen ”Om os”-side

Har webshoppen en ”Om os”-side, og er butikken beskrevet fyldestgørende? Svindlerne har sjældent gjort sig umage med at beskrive butikken og deres service. Seriøse webbutikker vil oftest gerne fortælle om sig selv og deres historie. Så vær skeptisk, hvis ”Om os”-siden ikke findes, er tyndt beskrevet eller ikke oplyser deres kontaktinformationer og fysiske adresse.

2. Meget billige mærkevarer

De fleste fupbutikker reklamerer med kæmpe besparelser på kendte mærkevarer inden for fx sko eller tøj, som man ofte vil søge efter på nettet. Men vær opmærksom, hvis varen er markant billigere end andre steder. Så kan tilbuddet være for godt til at være sandt.

3. Sprogfejl og priser i skæve beløb

Mange fupbutikker får oversat al tekst af en computer. Derfor er fupbutikker fulde af sprogfejl og sjove formuleringer. Skæve priser (fx 378,16 kr. for et par mærkevare sko) kan være tegn på, at indholdet er kopieret fra udenlandske butikker og automatisk oversat direkte til dansk sprog og valuta.

4. Underlige webadresser

Tjek altid, om webadressen passer til det, webshoppen sælger. Mange fupbutikker har overtaget en gammel webadresse, som slet ikke har noget med varerne at gøre. Andre prøver at få butikken til at ligne en officiel webbutik for et kendt mærke, blot med en mindre ændring i webadressens stavemåde.

5. Beløb og butiksnavn er ændret i bekræftelses-sms’en

Kig bekræftelses-sms’en fra Nets grundigt igennem, før du godkender købet. Stemmer beløbet og butikkens navn ikke, er du måske ved at blive udsat for den type svindel, der kaldes livephishing. Her tror du, at du køber en vare på den butik, du ser på skærmen. Men det er en fupbutik, og bag facaden bliver dine kortoplysninger brugt til at foretage et helt andet – og måske dyrere – køb på en helt anden webbutik. Varen leveres til svindleren, men du har betalt for den. Da du tror, du er i gang med at foretage et helt almindeligt køb på nettet, lægger du måske ikke mærke til, at den bekræftelseskode, du via sms modtager fra Nets, lyder på et andet beløb eller et andet butiksnavn. Derfor indtaster du koden og godkender købet.

Se videoen, hvor Nikolaj Sonne og Hans Westerlund fra e-mærket viser, hvordan livephishing foregår.

Svindel i fupbutikker er udbredt

I 2019 fandt og indrapporterede e-mærket 150.000 fupbutikker. Det er en effektiv form for svindel, for svindlerne behøver kun at oprette én falsk internetbutik, læne sig tilbage og vente på, at så mange kunder som muligt falder i fælden.

  • Din mailkonto
  • Dine profiler på sociale medier
  • Dine MitID/NemID-oplysninger

Udbredelse

13 pct.

af danskerne har i 2022 prøvet at blive udsat for svindel via en fupside eller fupbutik i forbindelse med nethandel. Kilde: Analysen 'Danskernes informationssikkerhed 2022'

Senest opdateret 26-07-2023

Har du læst?

Test dig selv: Kan du spotte de digitale fælder

Kan du spotte fælder og svindel? Tag testen og bliv klogere på de digitale fælder.

Betal dit køb på en sikker måde

Det er stadig det bedste at bruge et betalingskort, når du handler på nettet. Men tjek lige butikken inden.

Offer for identitetstyveri

Hvis du har mistanke om, at dine personlige oplysninger bliver misbrugt, kan du følge rådene herunder.