Hvad er dine rettigheder?

Når der behandles oplysninger om dig, kaldes du "den registrerede". Du har i den forbindelse en række rettigheder over for den dataansvarlige, som behandler dine oplysninger.

Hvem er ansvarlig for dine oplysninger?

Når dine oplysninger bliver behandlet, bør du først gøre dig klart, hvem der faktisk er ansvarlig for dine oplysninger.

Det er i denne forbindelse afgørende, hvem der er den "dataansvarlige". Det er den person, virksomhed, forening eller myndighed m.v., som afgør, til hvilke formål og med hvilke hjælpemidler dine personoplysninger behandles. "Databehandleren" er den, der behandler dine personoplysninger på vegne af den dataansvarlige, og ikke bruger oplysningerne til egne formål.