Hvad er en digital sexkrænkelse?
En digital sexkrænkelse er typisk en handling, hvor nøgenbilleder eller video/billeder af seksuel karakter bliver delt eller offentliggjort uden tilladelse fra den afbildede person. Digitale sexkrænkelser foregår typisk via sociale medier, online fora, private mobilbeskeder samt applikationer til smartphones. Gerningsstedet vil ofte omfatte internetplatforme så som hjemmesider, sociale medier og fildelingstjenester, der fysisk er placeret på servere, der kan være placeret i udlandet. International retshjælp kan derfor være nødvendig i efterforskningen.
Digitale sexkrænkelser skal anmeldes til politiet
En digital sexkrænkelse er således strafbar og efterforskes af politiet. Politiet opfordrer alle, der har været udsat for en digital sexkrænkelse til at anmelde det. Man kan anmelde en digital sexkrænkelse ved at møde op på den lokale politistation, ved at kontakte politiet på 114 eller ved at foretage anmeldelse på politiets hjemmeside.
Sådan gør du, hvis du har været udsat for en digital sexkrænkelse
Send eller del aldrig krænkende billeder eller videoer
Når man ikke klart og tydeligt har givet et andet menneske lov til at dele et billede eller en video af sig selv, har ingen andre ret til at videredele det. Del derfor aldrig et billede eller en video, som du ikke har fået lov til at dele - heller ikke med dine bedste venner
Det er ulovligt at dele eller opbevare et billede eller video af pornografisk karakter af personer under 18 år - også selvom de selv har givet lov til det. Det er dog ikke ulovligt, hvis I er kærester, og I begge er over 15 år. Billederne eller videoerne må ikke videresendes til andre og skal slettes, hvis I ikke længere er kærester.