Baggrund
Cyberangreb er en af de største trusler mod dansk erhvervsliv. En trussel som kun bliver større i takt med, at danske virksomheder bliver stadig mere digitale, og cyberangreb bliver flere og mere avancerede. Center for Cybersikkerhed vurderer, at truslen fra cyberkriminalitet er ”meget høj” i Danmark og kan ramme både den enkelte borger, myndigheder og virksomheder uanset størrelse og samfundskritiske funktioner. Samtidig viser tidligere undersøgelser, at mange virksomheder i Danmark er sårbare. Eksempelvis har 40 pct. af de danske SMV’er et for lavt digitalt sikkerhedsniveau i forhold til deres risikoprofil (Styrelsen for Samfundssikkerhed, 2024).
Der eksisterer i dag en række initiativer i både offentligt og privat regi, som skal styrke SMV’ers cybersikkerhed. Cybersikkerhedspagten skal understøtte, at der er sammenhæng i de tilbud, der allerede findes, samt igangsætte nye fælles projekter.
Med Cybersikkerhedspagten vil det offentlige og private arbejde tættere sammen om initiativer, som vil kunne styrke sikkerhedsniveauet i danske virksomheder, og dermed bidrage til at styrke det samlede danske cyberforsvar.