Analysen viser først og fremmest et behov for at styrke de danske SMV’ers digitale sikkerhed. Analysen peger bl.a. på, at 40 pct. af SMV’erne har et for lavt digitalt sikkerhedsniveau i forhold til deres risikoprofil. Desuden anvender ca. hver fjerde SMV fortsat ikke de to mest basale sikkerhedsforanstaltninger; opdatering af styresystemer og backup af data.
Analysen viser også, at 28 pct. af SMV’erne har været forhindret i eller oplevet udfordringer med at anvende it-sikkerhedsløsninger. SMV’erne peger især på manglende it-kendskab og -kompetencer, manglende økonomiske ressourcer og usikkerhed om gevinsten ved at investere i digital sikkerhed. Heldigvis peger SMV’erne også på en række konkrete tiltag, der kan medvirke til at øge deres fokus på området, herunder enkle råd om it-sikkerhed, konkrete værktøjer samt løbende varsler om aktuelle trusler.
Årstal: 2021
Udarbejdet af: Erhvervsstyrelsen
Antal sider: 19