Case: Mathias blev snydt i online spil

Handel med skins og våben til computerspil kan være risikabelt. Det vrimler med gode tilbud i Facebookgrupper og chats, men nogle af tilbuddene er fælder, som digitale svindlere står bag. Det har 17-årige Mathias mærket på egen krop.

Som mange unge før ham faldt 17-årige Mathias i en digital svindlers fælde på Facebook. I en Facebookgruppe, hvor der handles med våben, fik han et godt tilbud. Mathias havde prøvet det før, og derfor var han heller ikke så bange for at blive snydt. Men her blev han klogere. Mathias overførte 2.850 kr. til en privat sælger via MobilePay for et våben til Counter-Strik: Global Offensive, og pludselig var sælgeren som sunket i jorden.

Billede af Mathias ved computer

Mathias mistede sine penge, da han troede, han købte våben til CS:GO af en privat sælger.

Jeg har fået tilsendt hans ID, så jeg føler mig ret sikker på, at han ikke snyder mig.”
– Mathias, 17 år

”Jeg tror, at fordi jeg har handlet meget i gruppen tidligere, så har jeg været mindre mistænksom, end jeg nok burde have været. Jeg havde set mig lidt blind på det, og det er fuldstændig standard, at pengene sendes afsted, før man modtager våbnet,” fortæller Mathias.

Mange unge snydes på Facebook

Det er ikke første gang, at nogen bliver snydt i Facebookgrupper, hvor børn og unge handler med våben til spil for mange tusinde kroner. Mathias kender også flere, der er blevet svindlet af falske Facebookprofiler, der ser troværdige ud, fordi de bruger en anden person som dække. Det er endda sket for Mathias’ bedste ven.

”Min bedste ven blev snydt af en falsk profil, der agerede mellemmand. Og da pengene blev sendt afsted uden garanti, kunne den falske profil, som gav sig ud for at være en anden, smutte med 2.000 kr. Og når man politianmelder personen, er det den falske profils dække, der politianmeldes – så man kan aldrig finde frem til den rigtige svindler,” forklarer Mathias.

Mathias og hans bedste ven er ikke de eneste, som er blevet snydt ved handel med spilgadgets på nettet. Mange forældre er bekymrede for, om de gør nok for deres børns sikkerhed på nettet. Men for over halvdelen er digital sikkerhed ikke et samtaleemne i familierne. Det er vigtigt, at forældre og børn taler sammen om, hvad børn laver og oplever, når de er på nettet. Det kan gøre det mere trygt for børnene at fortælle, hvis de faktisk er blevet snydt.

Falske profiler er et problem i e-sport

Falske profiler er et problem, som Forbundet for elektronisk sport i Danmark, Esport Danmark, kan genkende. Hvis man gør sig lidt umage, behøver det ikke ødelægge spillet.

”Det skal være sjovt at spille spil! Og en del af det er, at man kan spille med folk, man ikke kender. Men når man handler sammen, er det vigtigt, at man gør sig lidt umage med at finde ud af, hvem man handler med. Der er desværre flere unge, som bliver snydt, når de handler uden om spilplatformene, fx på Facebook. Og der ender de med selv at hæfte for tabet, fordi der ikke er nogen sikkerhed,” fortæller Sofus Bynge, bestyrelsesmedlem i Esport Danmark.

 

Brugeranmeldelser i kampen mod svindel

Mathias benytter sig også af handelsplatformen Steam, hvor brugere kan anmelde hinanden, når de har gennemført en handel. Han går efter gode anmeldelser for at undgå svindel.

”Det handler om at opbygge sig en ”reptråd”. Det er en tråd, hvor dem, du har handlet med tidligere, har kommenteret og sagt god for, at du er troværdig. Fordi jeg har handlet frem og tilbage med våben for flere hundredtusinder kroner, har jeg en lang reptråd af brugere, der står inde for, at det er sikkert at handle med mig. Og det er den måde, vi prøver at sikre os selv mod snyd,” fortæller Mathias.

Men på trods sin store erfaring med handel med spilgadgets hoppede Mathias selv på et svindelnummer. Tilbuddet var lidt for godt, så han glemte alt om at tjekke reptråden og sælgeren, før han betalte.

Jeg har handlet en del igennem Facebookgrupper på den her måde, så jeg var nok blevet lidt overmodig på grund af alle de succesfulde handler.
– Mathias, 17 år

Fakta:

Hvad er Steam?

Steam er en platform for gamere, hvor man kan købe og sælge produkter, finde spilfællesskaber, streame e-sport og meget mere.

Hvad er en reptråd?

En reptråd er en forkortelse for reputation tråd. Det er en feature, som handelsplatformen Steam tilbyder, hvor brugere kan oprette en ”tråd”, dvs. en samtale på nettet, hvor man kan anbefale købere/sælgere, der handler med produkter til spil. Brugere skriver tit ”+rep”, hvis de har haft en god oplevelse med en sælger.

Sæt farten ned – tjek en ekstra gang, før du handler

Når du ser et virkelig godt tilbud på våben eller skins til spil, skal du prøve at slå koldt vand i blodet. Svindlerne er dygtige til at skabe en historie om, at du skal skynde dig at slå til. For så overser vi de små tegn på svindel. Med falske profiler udnytter svindlerne den tillid, vi har til hinanden. Hvis du sætter farten ned, kan du bedre nå at gøre brug af de gode råd og undgå at blive snydt.

Svindel i onlinespil stiger

Onlinespil bliver mere og mere udbredt. 20.000 danskere – flest børn og unge – er aktive i en forening under Esport Danmark, og endnu flere spiller onlinespil privat. Derfor mærker politiet også en stigning i anmeldelser relateret til onlinespil, uden at det dog optræder som en selvstændig kategori i anmeldelsesstatistikker.

93 pct.

af alle 13-19-årige drenge spiller computer. 49 pct. gør det dagligt.
Kilde: DR Medieforskning via Esport Danmarks hjemmeside.

Har du læst?

bannerbillede af Claus og familien

Tag en snak med jeres børn om det digitale liv

Claus tog en snak med børnene for at blive klogere på deres digitale liv. Læs historien.

Bannerbillede

Online-spil bruges som handelsplads (gaming)

I mange online-spil er handel med våben, skins og figurer udbredt. Det kan blive udnyttet af svindlere, hvis man ikke er opmærksom.

Bannerbillede: Forælder og barn

Lær dine børn at spotte digital svindel

Som forælder kan du klæde dit barn på, så han eller hun styrer uden om svindlernes fælder.