Cyberspionage

Værdifuld viden i din virksomhed kan ende i de forkerte hænder, hvis din virksomhed udsættes for cyberspionage. Det kan både skade din virksomheds økonomi og omdømme. Heldigvis kan det forebygges med fire trin.

Formålet med cyberspionage er at få adgang til forretningshemmeligheder, forskningsresultater eller andre følsomme oplysninger hos danske virksomheder, forskningsinstitutioner eller myndigheder. I mange tilfælde kan cyberspionagen finde sted i mange måneder, før nogen, ofte ved et tilfælde, opdager angrebet.

Hvordan foregår cyberspionage?

Cyberspionage foregår ved, at hackere infiltrerer computere eller netværk med software, som i al hemmelighed trækker oplysninger og værdifulde data fra virksomhedens systemer. Det kan også foregå ved, at medarbejderne på forskellige måder lokkes til at afgive følsomme oplysninger om koder eller interne systemer.

Hvilke virksomheder trues af cyberspionage?

Cyberspionage er i høj grad en trussel mod forskningstunge virksomheder. Det kan dog også være rettet mod virksomheder, der eksempelvis er i kraftig vækst på internationale markeder, aktive i konfliktområder eller driver virksomhed inden for strategiske ressourcer som olie og gas.

Læs mere i PETs vurdering af spionagetruslen mod Danmark

Læs mere i Center for cybersikkerheds trusselsvurdering

Hvordan undgår du at blive ramt?

Du kan forebygge cyberspionage med disse fire trin:

1. Invester i en IT-sikkerhedspakke, der indeholder et antivirusprogram

2. Tag stilling til, hvilke informationer og værdifulde data, som skal sikres bedst muligt, og overvej, om de skal være tilgængelige på maskiner med opkobling til internettet

3. Overvej at investere i løsninger, der kan afsløre uautoriseret adgang til systemerne – eksempelvis via ekstra lag af brugergodkendelse, aktivitetsmonitorering eller beskyttelse mod datalækage. Disse løsninger vil IT-sikkerhedsleverandører kunne tilbyde.

4. Uddan medarbejderne i sikker digital adfærd, så følsomme informationer ikke lokkes ud af dem. Læs mere om, hvordan du nemt styrker medarbejdernes IT-adfærd her

Er du udsat for cyberspionage?

Cyberspionage kan skade din virksomheds økonomi og omdømme.

Klik her, hvis du er udsat for cyberspionage

Indholdet på denne side er skrevet i samarbejde med Center for Cybersikkerhed