Sådan spotter du: Falske konkurrencer

Det er ikke altid nemt at se, om konkurrencen, vi ser på de sociale medier, i en mail eller på sms, er falsk. De ligner nemlig ofte til forveksling konkurrencer, som virksomheders marketingsafdeling kunne have udsendt. Men med et skarpt øje kan du spotte dem.

Hvem vil ikke gerne være den heldige vinder af et gavekort eller 10.000 kr.? Nogle konkurrencer er ægte nok, og det er da en skam at gå glip af chancen for gevinst. Så hvordan spotter du, om en konkurrence er ægte eller falsk?

Start med at trække vejret en ekstra gang, og giv dig tid til at tjekke de fem tegn på falske konkurrencer.

Fem tegn, der kan afsløre, om konkurrencen er falsk:

  1. Er konkurrencen også på hjemmesiden for den virksomhed, der er afsender?
  2. Er mailen, opslaget eller sms’en fyldt med stavefejl og sproglige fejl?
  3. Er afsenderprofilen verificeret med blåt eller gråt flueben?
  4. Ser beskrivelsen af afsenderen troværdig ud?
  5. Er afsenderens væg tom, helt ny eller uden kommentarer og respons?

Se, om afsenderen af konkurrencen også har den på deres rigtige hjemmeside

Selvom du ser konkurrencen på Facebook eller måske på sms, så tjek websitet hos den virksomhed, der ifølge opslaget eller beskeden står bag konkurrencen, og se, om konkurrencen også fremgår der.
Klik ikke på linket, der er i konkurrence-opslaget eller beskeden. Du skal selv finde virksomhedens eller brandets hjemmeside i en internetbrowser.
Skriv eller ring til virksomheden, hvis du er i tvivl.

Stavefejl og sproglige fejl

Hvis konkurrencen er falsk, er det ikke den rigtige virksomhed eller brand, som er afsender, selvom det ligner det. Derfor kan man nogle gange spotte en falsk konkurrence ved at se efter fx stavefejl i virksomhedsnavnet eller andre mindre stavefejl, som en professionel marketingsafdeling havde opdaget.

Svindlere er dog i dag så dygtige, at det ikke er en garanti for, at konkurrencen er ægte, selvom der ikke er stavefejl. Du er derfor også nødt til at tjekke et par andre ting.

Flueben ud for profilnavnet

På de sociale medier som fx Facebook eller Instagram kan du se efter et blåt eller gråt flueben ud for profilnavnet. Det betyder nemlig, at mediet har verificeret virksomheden, og så kan du roligt stole på, at konkurrencen er ægte.
Hvis der mangler et flueben, er det dog ikke altid ensbetydende med, at siden er falsk. Verificering er nemlig ikke tilgængelig for alle sider.

Utroværdig beskrivelse af afsenderen

På de sociale medier skal du også tjekke fanen ”om” på siden eller profilen, som er afsender på konkurrencen. Hvis sektionen ”om” er helt tom, eller hvis beskrivelsen ikke matcher afsender virksomheden, så er det et tegn på, at afsenderen af konkurrencen er falsk.

Hvis du modtager en konkurrence på mail eller sms, så se, om afsenderfeltet, om det ser korrekt ud. Ofte vil telefonnummeret, navnet eller mailen se mærkelig ud, hvis den er svindel. Men svindlere er i dag dygtige til at efterligne den ”rigtige” samtale på din mobil, og kan også få afsenderfeltet på mailen til at se ægte ud. Så her er det sværere at tjekke. Gå derfor også her ind på afsenderens rigtige hjemmeside, og tjek, at de rent faktisk har en konkurrence, inden du klikker videre.

Manglende aktivitet på afsenderens væg

Når du tjekker afsenderens profilside eller væg på de sociale medier, skal du bl.a. se efter, om siden er helt ny, eller om alle opslag er meget nye. Du kan også se på de kommentarer, der er på siden. Er der fx mange negative kommentarer til opslaget om konkurrencen fra andre, skal du være på vagt. Det samme skal du være, hvis afsenderen ikke svarer på de opslag og kommentarer, andre har lagt op på siden.

Har du læst?

Sådan spotter du: Falske beskeder

Svindlere kan finde på at sende dig falske beskeder på fx sms eller Messenger, hvor de prøver at franarre dig dine personlige oplysninger.

Lær mere om phishing og smishing

Falske mails og falske sms'er er lavet for at narre oplysninger fra dig. Her er, hvad du skal være opmærksom på.

Offer for identitetstyveri

Hvis du har mistanke om, at dine personlige oplysninger bliver misbrugt, kan du følge rådene herunder.