Tag sikkerhedskopier

Telefonen kan blive stjålet, tabletten bliver smadret, eller computeren hacket. Mister du din enhed, eller låser nogen for adgangen, risikerer du at miste vigtige billeder og dokumenter. Så husk at tage sikkerhedskopier.

""

Selvom de fleste af vores private billeder og dokumenter er digitale i dag, er tanken om at miste dem ikke til at bære.

Gode råd om at tage sikkerhedskopier og holde dine data sikre:

  • Brug en ekstern harddisk og kopiér computerens indhold

  • Sikkerhedskopiér til ”skyen” (cloud), og få adgang til dine data på internettet

  • Tag sikkerhedskopier med jævne mellemrum.

Brug en ekstern harddisk, og kopiér computerens indhold

Du kan bruge en ekstern harddisk til at kopiere og opbevare data fra din computer. På telefoner og tablets er det bedst at bruge en cloud-løsning.

Køb en ekstern harddisk med rigelig plads. Dokumenter fylder typisk ikke så meget, mens musik, billeder og film fylder en del mere. Kopiér de data, du ønsker en kopi af, over på din eksterne harddisk.

Sikkerhedskopiér til ”skyen” (cloud), og få adgang til dine data på internettet

”Skyen” (nogle gange kaldt clouden) er en service på internettet, der tilbyder at kopiere og opbevare dine data. Når du sikkerhedskopierer data til skyen, får du adgang til dine data via internettet og skal derfor ikke selv opbevare og passe på sikkerhedskopien.

Der findes en række firmaer på internettet, der tilbyder denne service. Som oftest følger der også en (begrænset) cloud-service med, når du køber din telefon, tablet mv. Den kan du evt. udvide med mere plads ved at betale et månedligt beløb.

Søg på internettet efter mulige løsninger. Du kan for eksempel søge på ”sikkerhedskopi pc” eller ”sikkerhedskopi iPhone”, afhængigt af hvilken enhed du vil sikkerhedskopiere. Læs om de forskellige services, og find den, der passer til dit behov.

Tag sikkerhedskopier med jævne mellemrum, eller indstil til automatisk kopiering

Hver dag får vi masser af nyt indhold og data i form af billeder, kontakter, dokumenter mv. på vores digitale udstyr. Derfor skal du også huske at sikkerhedskopiere dine enheder med jævne mellemrum, så du ikke risikerer, at de seneste familiebilleder etc. går tabt.

I de fleste cloud-services kan du indstille servicen, så den automatisk kopierer de data, du vil have en kopi af, med jævne mellemrum eller på bestemte ugedage og tidspunkter. Så behøver du ikke selv at huske på det. Ved eksterne harddiske kræver det dog, at harddisken er sluttet til computeren på de planlagte tidspunkter.

Hør, hvordan det gik Xenia på 25 år, da hun glemte at tage sikkerhedskopier.

Hvorfor er det vigtigt at sikkerhedskopiere?

Det er ikke kun ærgerligt og dyrt at miste sin computer eller telefon. Har du ikke taget sikkerhedskopi, kan alle dine data være tabt: Kontaktinformationer på alle dine venner, dine billeder og eventuelle vigtige dokumenter. Det er muligt, at fageksperter kan redde nogle af oplysningerne, hvis computeren eller telefonen fx har fået vand, men det kan blive en dyr affære.

Under halvdelen af os sikkerhedskopierer

Selvom vi hver dag får mange nye billeder og dokumenter på vores enheder, er vi alligevel ikke altid flittige til at få sikkerhedskopieret. Faktisk angiver kun under halvdelen af danskerne, at de jævnligt sikkerhedskopierer.

44 pct.

af danskerne tager jævnligt sikkerhedskopi af deres data på deres computer.

Har du læst?

Bannerbillede. Ipad med påklistret seddel med password

Lav stærke kodeord

Et stærkt kodeord(password) består af 12 tegn eller mere og genbruges ikke. Få tip til gode kodeord her.   

Bannerbillede

Opdater dine programmer

Du holder din data sikre, hvis du husker at opdatere dine enheder. Det gælder computer, telefon og tablet.

bannerbillede virus

Beskyt dine enheder mod virus

Du kan få virus på dine enheder på mange måder. Beskyt dine data og dine enheder ved at følge nogle enkle råd.