Sådan spotter du: Telefonopkald fra svindlere

En person ringer fra ukendt nummer med et ”godt” tilbud eller har brug for dine oplysninger til at løse et problem for dig med det samme. Ved at være opmærksom på et par kendetegn kan du lære at spotte svindelopkald.

 

""

Hvis vi er optaget af noget andet, når svindlerne ringer og giver sig ud for at være fra banken eller andet, kan det være svært at holde hovedet koldt og gennemskue svindelnummeret.

Når svindlerne ringer, er de så dygtige til at udgive sig for at være en anden, at få aner uråd. Men stop op, og træk vejret en ekstra gang. Se her, hvad du skal kigge efter for at undgå at blive snydt.

Tre tegn på, at det er et fupopkald

  1. Kræver personen, at du udleverer dine personfølsomme oplysninger?

  2. Er telefonnummeret ukendt eller ser mærkeligt ud?

  3. Forsøger personen at give indtryk af, at du skal handle med det samme?

Personfølsomme oplysninger kræves udleveret

Ofte vil personen bede dig om at udlevere dine personfølsomme oplysninger over telefonen. Påskuddet vil være, at det er for at kunne hjælpe dig, fx med at stoppe svindleres pengeoverførsler fra din konto. Personfølsomme oplysninger kan være bankkontonumre, personnumre, kodeord eller lignende.

Ingen offentlige myndigheder, banker eller andre vil bede dig udlevere oplysninger over telefonen. Beder personen om oplysningerne, er det en svindler.

21 pct.

af danskerne har i 2020 oplevet fupopkald.

 

Kilde: Analyse 'Danskernes informations-sikkerhed 2020'

Ukendt eller udenlandsk nummer

Nogle fupopkald foretages fra skjult nummer. Overvej, om du har venner eller bekendte, som ringer med skjult nummer. Nogle gange bliver opkaldet også foretaget med numre, der ser udenlandske ud. Et udenlandsk nummer behøver ikke være fup, men hvis du er i tvivl, så lad være med at tage telefonen. Har du telefonsvarer, vil personer med en reel henvendelse formentlig lægge en besked eller få fat i dig på anden måde. 

Du kan også slå nummeret op på internettet og tjekke, om andre har anmeldt nummeret som enten svindel eller spam. Det kan du fx gøre på www.180.dk eller appen TrueCaller. Her kan du også blokere spam- eller svindelnumre.

Stop op, og lad dig ikke presse

Svindlerne finder typisk på en dækhistorie, som kræver, at du handler med det samme, uden at du kan nå at tænke dig om eller undersøge sagen nærmere. Det kan fx være en historie om, at personen ringer fra Microsoft og kan se, at din computer er ubeskyttet mod hacking, men at han kan hjælpe dig her og nu, hvis du giver ham fjernadgang til computeren og fx oplyser dit kodeord.

Truslen er opdigtet til lejligheden, men den lyder meget reel, når svindleren præsenterer den for dig. Du er nødt til at holde hovedet koldt og insistere på at få lov til at tænke dig om. Du kan købe dig lidt tid ved at bede vedkommende om at ringe tilbage senere eller bede om vedkommendes nummer, så du selv kan undersøge truslen og ringe tilbage. I begge tilfælde vil selv få minutters ro formentlig resultere i, at du kan gennemskue, om noget i historien ikke passer. Eller du kan nå at ringe til en ven eller et familiemedlem og spørge til råds.

Se videoen, hvor Nikolaj Sonne besøger politiet for at undersøge, hvordan ”stemmefiskere” forsøger at lokke os i fælden med falske opkald.

Har du læst?

""

Lær om: Phishing og smishing (falske mails og sms’er)

Falske mails og false sms'er er lavet for at narre oplysninger fra dig. Her er, hvad du skal være opmærksom på.

""

Sådan spotter du: Falske henvendelser på mail eller sms

Stavefejl, mærkelige navne og mærkelige afsendere er nogle af tegnene på fup.

"Bannerbillede med teksten få hjælp, når skaden er sket"

Når skaden er sket: Er du blevet franarret person- eller kortoplysninger?

Hvis du har mistanke om, at dine personlige oplysninger bliver misbrugt, kan du følge rådene herunder.