Sig fra, hvis nogen deler billeder af dig, som du ikke har givet tilladelse til, eller som er krænkende. Kontakt den, der har delt billedet, og bed vedkommende slette det. Du kan også anmelde det til dem, der styrer hjemmesiden eller det sociale medie, fx Facebook, og bede om at få det slettet.
Det samme skal du gøre, hvis du pludselig bliver tagget i et opslag, som enten er spam, eller som ikke har noget med dig at gøre.
Hvorfor er det vigtigt?
Det kan være grænseoverskridende at blive tagget i et billede, man ikke ønsker, at nogen skal se. De, der deler billedet af dig, har måske ikke tænkt over, hvad det betyder for dig. Så første skridt er at tale med vedkommende og bede om at få fjernet billedet eller opslaget. Du kan selvfølgelig også gøre opmærksom på, at du ikke ønsker billedet delt, allerede når han eller hun tager billedet af dig til festen eller fredagsbaren.
Hvis vedkommende ikke vil fjerne billedet, eller hvis du ikke kender den, der deler, kan du også anmelde det til udbyderen af hjemmesiden eller det sociale medie, hvor billedet ligger. Selvom du selv fjerner tagget, så dit navn ikke fremgår, vil billedet nemlig stadig findes på din ven eller følgers profil og kan derfor ses og deles af din vens følgere. Du kan også anmelde et opslag, du er blevet tagget i, hvis det har karakter af spam eller falsk reklame.
Se, hvordan du kan anmelde opslag på Facebook